Derfor er Det Uetisk at Ændre På Dig Selv

Det råd der i generationer er blevet givet til romantiske sjæle, der har svært ved at finde en partner er, at de blot skal være sig selv. Der er en grund til, at dette råd har overlevet årene: der er nemlig enorm sandhed i det. Problemet er, at noget så simpelt som ”bare at være sig selv” viser sig at være utroligt svært. Specielt hvis man ikke tror på, at man er værd at elske.

Og hvem ønsker at blive elsket mere, end personen der ikke er i stand til at elske sig selv? Det er et helt basalt menneskeligt behov at føle sig elsket, så vi er villige til at gå utroligt langt for at blive det. Hvis man er i stand til at udvise kærlighed til sig selv, så er der grænser for desperationen. Man ved at man er værd at elske, og at der også må være andre derude, der kan se det. Men hvis man ikke elsker sig selv, så er situationen helt anderledes. Pludseligt er man ramt af en umådelig usikkerhed, og hele ens liv kommer til at dreje sig om, at få den stillet. At føle sig elsket.

Det er i disse desperate øjeblikke, at et råd som ”bare vær dig selv” falder for døve ører. For personen der hører dem ser dem som sludder: hvordan kan jeg, der ikke fortjener at blive elsket, forvente at blive elsket, ved at være mig selv? Det er jo direkte tautologisk falsk. Men selvfølgeligt kun, hvis man godtager præmissen om, at personen ikke fortjener at blive elsket. Alle fortjener kærlighed. Det er bare ikke alle der ved det, eller kan mærke det.

Problemet kommer så, når denne person i sin jagt efter at blive elsket ændrer på sig selv. Hvis ikke jeg kan blive elsket, hvem kan så? De kigger sig omkring efter spor, leder efter indikationer på hvad der skal til for at blive elsket og værdsat. Møder de en potentiel partner, så forsøger de at finde ud af, hvad denne person kigger efter i et andet menneske. Derefter dropper de deres egen personlighed, og påtager sig en maske, der viser alt det, som de tror den anden er på udkig efter.

Men det er uetisk. Når du er kunstig og falsk i et forhold, så stjæler du de dyrebare timer fra den person du omgås med. Nogle forhold af denne type varer i årevis. Årelangt bedrag, der aldrig fører til, at personen virkeligt føler sig elsket. For det er jo ikke ham der er elsket: det er den facade, han gemmer sig bag. Partneren lider selvfølgeligt også her: ikke bare bliver de løget til hver eneste dag, de spilder også tiden: tid de kunne have brugt på en anden person.

Og ligesom med ruden på en bil, så skal der kun et enkelt stenslag til, for at det hele bryder sammen. Ingen kan lyve for evigt, og ingen løgne er sikrede mod slag. På et tidspunkt vil illusionen bryde sammen, og den falske kærlighed vil erstattes af et ægte og fortjent had. Måske fra din partner, men helt sikkert fra dig selv.